Specialet er på mange måder kronen på værket og markeringen af, at du om lidt er færdig med din videregående uddannelse og klar til at indtage arbejdsmarkedet.
[Følgende artikel er betalt og udarbejdet i samarbejde med de omtalte virksomheder, eller de virksomheder, der linkes til]
Inden da skal du dog lige igennem et semester med fordybelse, tonsvis af research og ikke mindst en masse skrivearbejde. I denne artikel har vi samlet 10 speciale-tips og tricks, som forhåbentligt kan hjælpe dig helt i mål med dit mesterværk af en kandidatafhandling.
Speciale-tip 1 – outsource ”slavearbejdet”
Det første tip vil formentlig være relevant for de fleste – især for de, der allerede før de går i gang, ved, at de bliver presset på tid. Ting som korrekturlæsning, opsætning af selve afhandlingen og transskribering af interviews er alle omstændelige arbejdsopgaver, som ikke desto mindre er afgørende for det samlede helhedsindtryk af dit speciale. Er tid en knap ressource, kan du passende overveje at outsource slavearbejdet, så det bliver gjort ordentligt og efter bogen.
Speciale-tip 2 – vær konkret i din problemformulering
Problemformulering er selve udgangspunktet for din afhandling, og derfor bør du være særdeles omhyggelig, inden du binder dig til en given problematik. Det skal selvfølgelig være noget, der har din interesse, og som du har erfaring med/indsigt i, men pas på med at vælge noget virkelighedsfjernt. Forsøg at finde balancegangen mellem en specifik og bred problemformulering, som samtidig er konkret og relevant for andre end dig selv.
Speciale-tip 3 – sikr variation i dine kilder
Kilderne i dit speciale er fundamentet for dine argumenter, og derfor er det uhyre vigtigt, at du sikrer en variation i din kildeliste, så der ikke er noget at sætte en finger på. Skulle en enkelt kilde vise sig at være knap så troværdig som først antaget, ændrer det som udgangspunkt ikke i det samlede billede, så længe du har flere uafhængige kilder, der peger i samme retning.
Speciale-tip 4 – samarbejd med en virksomhed eller organisation
Har du mulighed for at samarbejde med en virksomhed eller organisation ifm. specialeskrivningen, er det kun en bonus. Det bidrager til at konkretisere og håndgribeliggøre din problemformulering, ligesom dine konklusioner får relevans og mere tyngde. Grib muligheden, hvis den byder sig.
Speciale-tip 5 – brug din vejleder
Det kan ikke understreges ofte nok – en god vejleder kan være forskellen mellem en middelmådig præstation og en topkarakter. Du skal selvfølgelig indledningsvist gøre dig en række overvejelser omkring dit valg af vejleder. Det kan godt være, at ham den sjove og kloge professor virker oplagt til de sædvanlige forelæsninger, men hvis vedkommende i forvejen har travlt med job/undervisning/andre specialeskrivende, skal du måske kigge på alternativerne. Vælg en som, du føler, kan bidrage med relevante inputs og viden, men som du også har det godt med.
Speciale-tip 6 – hold dig (så vidt muligt) til din arbejdsplan
Struktur er nøglen til at komme helskindet igennem specialeskrivningen, og derfor er det en særdeles god idé at lægge en arbejdsplan så tidligt i forløbet som overhovedet muligt. Vær i denne forbindelse realistisk, og indlæg tid til pauser og dage helt uden skrivearbejde. Det er de færreste, som formår at holde sig 100 % til arbejdsplanen, men brug den som en rettesnor for, hvad du skal nå – og hvornår.
Speciale-tip 7 – sluk TV’et og luk Facebook
Det næste speciale-tip hænger på sin vis sammen med det forrige. Netflix og Facebook er fantastiske opfindelser, men når du skriver dit speciale, kræver det, at du er koncentreret og fokuseret på opgaven foran dig – ikke hvad vennerne laver på Facebook, eller at der er nye afsnit af Game of Thrones på HBO. Saml distraktionerne, så du måske bruger et kvarter eller tyve minutter to gange om dagen.
Speciale-tip 8 – læs kun det vigtigste
Du kommer, uanset hvordan du vender og drejer den, til at bruge en masse tid med næsen i bøgerne – det er der (desværre vil nogen mene) intet tip, som kan hjælpe dig udenom. Der er dog ingen grund til at læse samtlige bøger fra ende til anden. I langt de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt at læse indledningen og konklusionen, så spar dig selv en masse tid og undgå at fylde hjernen med (for meget) uvæsentlig information.
Speciale-tip 9 – kom i gang med at skrive
Det siger lidt sig selv, men jo hurtigere du kommer i gang med at skrive, des før er du (alt andet lige) færdig og klar til at aflevere. Det kan godt være, at du senere ændrer retning eller rækkefølge, men ved at tage hul på skrivearbejdet får du gang i et flow, og det er nemmere at holde dampen oppe, når man kan se, at der faktisk bliver nedfældet noget på papiret.
Speciale-tip 10 – husk, at du (trods alt) har god tid
Det afsluttende råd i denne omgang er mere en reminder om, at du, selvom det måske ikke føles sådan, har god tid, og at der trods alt er plads til at skifte retning eller fokus flere gange i løbet af specialeskrivningen. Du kan selvfølgelig ikke tage på ferie i to uger hver måned, men prioriterer du din tid fornuftigt, behøver du ikke melde afbud til dine bedsteforældres guldbryllup eller sætte det sociale fællesskab på pause i et halvt år.
Tilbage er der bare at ønske held og lykke med specialeskrivningen!